Udskriv
PDF

Uligheden i sundhed

Selv om Danmark er et af de samfund, hvor borgerne er mest lige, når det gælder økonomiske og demokratiske rettigheder, så er der stor ulighed i Danmark, når det gælder sundhed. En ufaglært har 60 % større risiko for at få en blodprop end en akademiker, og han dør i gennemsnit syv år før. Dobbelt så mange ufaglærte oplever stress i hverdagen, hvis man sammenligner dem med ledere, og 10 gange flere får problemer med bevægeapparatet. Udfordringer er der nok af, og den borgerlige regerings politik har siden 2001 desværre gjort uligheden i sundhed større.

I dag har op mod 1 mio. danskere en behandlingsforsikring (sundhedsforsikring). Og antallet stiger fortsat. En udvikling, der favoriserer de højtuddannede og vellønnede borgere i Danmark.

Regeringen med Venstre i spidsen har ved utallige lejligheder sagt, at de ikke vil røre ved den danske velfærdsmodel. Alligevel har de ved lov givet virksomhederne mulighed for at trække private sundhedsforsikringer fra i skat. Ikke alene betyder dette et boom i de private sundhedsforsikringer, nej regeringen lader derved også skatteborgerne betale sundhedsforsikringerne for de velstående og ofte højtuddannede borgere, der får tilbudt de private sundhedsforsikringer.

6 ud af 10 danskere mener som os, at det er uacceptabelt, at vi som skatteborgere skal betale til, at nogen kommer foran i køen til behandling i sundhedsvæsenet, alene fordi de har en privat sundhedsforsikring. Lad os i stedet bruge pengene på at styrke det offentlige sygehusvæsen, så vi kan holde fast i den fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, som er en af grundstenene i den danske velfærdsmodel.

Regionernes udgifter til de private hospitaler er steget fra ca. 80 mio. kr. i 2002 til ca. 1,2 mia. kr. i 2008, hvilket svarer til en stigning på 1.500 procent!

Der er ikke noget at sige til, at det offentlige sygehusvæsen for tiden er presset. Pengene bruges nemlig i stigende grad til at fylde de private udbyderes lommer. Nogle vil måske sige, at så må det offentlige oppe sig, men det er altså svært, når det offentlige sygehusvæsen skal konkurrere på så ulige betingelser.

For det første har det offentlige sygehusvæsen pligt til at tage imod alle patienter. De kan ikke som privathospitalerne nøjes med planlagte og ukomplicerede behandlinger, hvor patienten sendes hjem umiddelbart efter operationen.

For det andet sender det offentlige ofte patienter videre til privathospitalerne, selvom de kunne blive behandlet billigere på et offentligt sygehus, men desværre ikke inden for behandlingsgarantien.

For os er prioriteringen klar. Lad os investere i det offentlige sygehusvæsen, så vi sikrer, at alle patienter behandles lige. Lad os udnytte de stordriftsfordele, der er på de offentlige sygehuse, således at skatteyderne ikke betaler den overpris, som privatklinikkerne kræver, og lad os målrette behandlingsgarantien mod de mest udsatte patienter.

Regeringens støtte til mennesker med psykisk sygdom har stort set ikke ændret sig siden 2001, selv om antallet af danskere med en psykisk sygdom er steget markant.

Samtidig med ovenstående mener 46 % af den danske befolkning, at mennesker med en psykisk sygdom er langt farligere end andre mennesker. 10-12 % af befolkningen vil helst ikke arbejde sammen med eller have psykisk syge mennesker boende i nabolaget.

For os er målet klart. Ingen psykiatriske patienter skal udskrives for tidligt, den psykiatriske og somatiske behandling skal ligestilles og tabuet omkring det at have en psykisk sygdom skal brydes.

Book os

Ønsker du et oplæg fra initiativet, så tag kontakt til en af initiativtagerne.

Anders Kühnau Otto Ohrt

Kontakt Os

Underskrift

Støt initiativet i kampen for lighed i sundhed.
Hjælp os med at nå 10.000 underskrifter:

Underskriftindsamling

Skriv under

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev..

Kontaktinformation

Hvis man vil vide mere om kampagnen Lighed i Sundhed, er man velkommen til at kontakte os på lighedisundhed@gmail.com.

Hvis man ønsker et oplæg fra initiativet, vil vi oftest være repræsenteret ved en af de to initiativtagere.

Kontakt Os