Velfærden skal være fælles
Af: Otto Ohrt,, folketingskandidat (S), Paludan Müllers Vej 44, Århus N, Kristian Würtz,, byrådsmedlem (S), Holbergsgade 24, 1., Århus C.
Sundhedschef for Codan Forsikring Ivan Christensen udtrykker i JP Århus 27/9 forundring over vores bekymring for de private sundhedsforsikringer.
Ivan Christensen mener ikke, at man med en privat sygeforsikring kan springe ventelisten til den offentlige behandling over, da den private forsikring gør, at man træder ud af den offentlige kø og direkte over til privat behandling.
Vi er bare nødt til at sige, at det minder utroligt meget om den situation, vi alle har oplevet i supermarkedet, hvor vedkommende, der står nummer 12 i køen til kasse 1, som den første opdager, at kasse 2 åbner, stormer derhen og bliver betjent først.
Mange er ude på forhånd
I virkeligheden er der blot den forskel, at i sundhedsvæsenet er danskere uden for arbejdsmarkedet og pensionister på forhånd udelukket fra den korte kø, og dermed ophæves den lige og frie adgang til undersøgelse og behandling. Og vi mener ikke, at det offentlige gennem fradragsordningen på private sundhedsforsikringer skal bidrage til at forvride denne situation endnu mere.
Vi er også nødt til at sige til Ivan Christensen, at al forandring ikke nødvendigvis er positiv forandring. Vi er simpelthen ikke enige i, at løsningen på udfordringerne på sundhedsområdet skal være et opgør med den lige og frie adgang til sundhedsvæsenet.
Ikke en dråbe - en flodbølge
Og når sundhedsminister Jakob Axel Nielsen på de konservatives landsråd udtaler, at privathospitalerne med glæde må overtage 50 pct. af sundhedsområdet, er der ikke, som Ivan Christensen skriver, tale om en dråbe i havet.
Nej, så er der tale om en kommende flodbølge. For så er ønsket netop ikke længere fælles velfærd, men privat velfærd, og det har vi ikke noget ønske om.
Når det er sagt, skylder vi også at sige, at Ivan Christensen har ret i, at efterspørgselspresset gennem den udvidede behandlingsgaranti er en kæmpe udfordring for sundhedsvæsenet. Men her gælder det om at prioritere efter sygdommenes karakter og ikke om at have uddannelsen og pengepungen i orden.
Garantien må ændres
Det er derfor nødvendigt at ændre behandlingsgarantien, så regionerne får større mulighed for at prioritere mellem en patient med en nedgroet negl og en kræftpatient. Således ligestilles patienter med samme sygdomme, men der prioriteres ud fra sygdommens karakter, og dermed sikrer vi den lige og frie adgang.
Ivan Christensen mener, at vi - trods vores unge alder - sidder fast i fortiden. Vi mener modsat, at vi som politikere har et ansvar for at sikre og udvikle vores fælles velfærd, hvor der skal være lige muligheder for alle.





